Amazone

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Amazone, amazondragt

SPROG

Inspirationen til navnet på denne ridedragt er amazonerne, et mytisk folk, som omtales i den græske sagnhistorie. Dette folk bestod efter sigende udelukkende af kvinder, som fik en streng militær opdragelse og deltog i flere af de store sagnomspundne slag. På flere afbildninger ses disse kvindelige krigere kampklædte til hest. (DSDE, ”amazoner”).

DEFINITION

Ridedragt til kvinder med delt skørt, hvilket gjorde det muligt at anvende en almindelig saddel.

TID

Andersen omtaler eksempler på denne dragt fra 1812 og 1831. (Andersen 1986, s. 150 f.)

FORKLARING

Andersen skriver, at de fleste damer red i damesaddel, hvis de red ”en cavalier” (med et ben på hver side af hesten), var de iført delt skørt. Amazonedragtens overdel var normalt udformet efter de skiftende moder, dog med et vist maskulint præg. Skørtet var meget langt og vidt, og hestene måtte dresseres, så de ikke blev skræmt af de omfangsrige skørter, der flagrede omkring dem. (Andersen 1986, s. 150 f. og 243)

CITAT

”Hendes fyldige Barm svulmede i vældige Bølger under den sorte Klædes Amazonedragt”. Schandorph, Sophus: 10 Fortællinger. 2. opl. 1891, s. 148.

KILDER

Termen omtales i følgende kilder: Andersen, Ellen: Danske dragter. Moden 1790-1840. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1986, [Andersen 1986]. Meyers Fremmedordbog. 8. udg. med bidrag ved J. P. F. D. Dahl og F. V. Dahl. Gyldendal, 1924 (udgivet første gang i 1837). http://meyersfremmedordbog.dk., [Meyer 1837]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ods, [ODS].