Bougrams

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Bougrams

SPROG

-

DEFINITION

Tekstil, et stift lærred eller voksdug vævet af hør eller hamp. Produceret i Frankrig og England. Anvendt til for eller overtræk.

TID

Omtales af Juul i 1807 og Rawert i 1831 (Juul 1807, ”Bougrams”; Rawert 1831, ”Bougrams” og ”Linnede Varer, Bougrams”)

FORKLARING

Juul skriver i 1807, at bougrams er et stift lærred eller voksdug af hør eller hamp. Det bruges til for eller overtræk over klæde. Produceres i England og Frankrig, hvorfra det sælges til det øvrige Europa og Amerika. (Juul 1807, ”Bougrams”).

En lignende forklaring ses hos Rawert i 1831. (Rawert 1831, ,”Bougrams” og ”Linnede Varer, Bougrams”)

CITAT

”Bougrams, er et Slags fransk og engelsk stift Lærred eller Voxdug, som giøres deels af Hør og deels af Hamp og bruges til Foer eller Overtræk over Klæde. Det meste forfærdiges i Alencon, Caen, Rouen og andre Stæder, hvorfra det forsendes saavel til Europæiske Lande, som til Amerika”.

(Juul 1807, ”Bougrams”)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831].

Termen optræder ikke i: Andersen, Ellen: Danske bønders klædedragt. Kbh.: Carit Andersens Forlag, 1960, [Andersen 1960]. Berlingske Haandarbejdsbog. Ellen Andersen, Gertie Wandel og T. Vogel-Jørgensen (red.). Bd. 1 – 3. Kbh.: Berlingske Forlag, 1943 – 44, [BHB]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2011 – 2013), [OTDS]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Meyer, Karl: Almindeligt, Illustreret Vareleksikon. 4. udg. Kbh.: H.Aschehoug & Co. 1924, [Meyer 1924]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2011 - 2013), [ODS]. Salmonsens Konversationsleksikon. Chr. Blangstrup (red.). 2. udg. Bd. 1 – 26. Kbh.: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel, 1915 – 1930, [Salmonsen]. Textilbogen, Haandbog i textil varekundskab. Poul Sterm (red.). Bd. 1 – 2.. Kbh.: Westermanns Forlag, 1946, [Textilbogen 1946].