Bretagnes

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Bretagnes

SPROG

Eng.: Britannias. (Rawert 1831, “Linnede Varer, Bretagnes”)

Oprindelig produceret i Bretagne, Frankrig, heraf navnet.

DEFINITION

Tekstil, lærred vævet af hør. Fremstillet i forskellige kvaliteter, men overordnet beskrevet som hvidt og stærkt. Oprindelig produceret i Bretagne, Frankrig. Senere efterlignes det i bl.a. Schlesien, Bøhmen, Sachsen og England. Især anvendt til skjorter, lommetørklæder og dækketøj.

(Schlesien: historisk område i Centraleuropa, størstedelen ligger nu i Polen. Bøhmen: nu Tjekkiet. Sachsen: nu delstat i Tyskland)

TID

Omtales af Juul i 1807 og Rawert i 1831. (Juul 1807, ”Bretagnes”; Rawert 1831, “Linnede Varer, Bretagnes” og tillægget ”Linnede Varer, Bretagnes”)

FORKLARING

Juul skriver i 1807, at bretagnes er hørlærreder, som produceres i Bretagne, især i og om-kring byen St. Qventin. Garnet er fra egnene omkring Lean, Tregnier, Uzel og Ludeac, hvor der dyrkes en meget fin hør. Lærredet efterlignes i Schlesien, Bøhmen og Sachen, men kvaliteten af det franske lærred er bedst. Det anvendtes især til skjorter, bordtøj og lommetørklæder. Alt efter stoffets tykkelse og tæthed inddeles det i kvaliteterne ”mellemfine”, ”fine”, ”fine af første slags”, ”superfine af anden slags” og ”superfine af første slags”. Det fremstilles i tre bredder: 25, 30 og 36 tommer, og der var nøje fastlagte regler for hvor mange kædetråde (se >kæde) de forskellige kvaliteter skulle have. (Juul 1807, ”Bretagnes”).

Hos Rawert i 1831 ses en lignende forklaring. Han bruger dog franske kvalitetsbetegnelser: ”entrefines”, ”fines”, ”premieres fines”, ”secondes superfines” og ”premieres superfines”. (Rawert 1831, “Linnede Varer, Bretagnes” og tillægget ”Linnede Varer, Bretagnes”)

Se argouges.

CITAT

”Bretagnes, E. Britannias, oprindeligt et i Bretagne, fornemmeligt i St. Quentin, Uzel, Ludeac, m.fl. St., vævet, og over St. Malo, Nantes og Morlaix, især til Spanien og Amerika udført, hvidt og stærkt Lærred, skikket til Skjorter, Tørklæder, Bordtøi etc. Nu forfærdiges det ogsaa i Schlesien, Bøhmen, Sachsen o. fl. St. Bretagnes fra St. Quintin inddeles i brede, 35 Tom. Br.; middelbrede, 30 Tom. Br., 300 Alen lange, og smalle, 25 Tom. Br., 500 Alen lg. De smalle maae ikke have under 1300, de brede ikke under 1800 Traade i Kjæden. Der ere nogle med 3200 Traade. En Balle har 60 Stk. brede, eller 100 Stk. smalle. Schlesiske Bretagnes ere 6/4 eller 7/4 brede, 11 ½ Alen lg., sammenlagte som et Brev, og der hvor Seglet er paa dette, staaer paa Tøiet en rød Stjerne og Sortimentnummeret. 125 Stk. i en Kiste, 4 Kister i en Collo”.

(Rawert 1831, ”Linnede Varer, Bretagnes”)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831].

Termen optræder ikke i: Andersen, Ellen: Danske bønders klædedragt. Kbh.: Carit Andersens Forlag, 1960, [Andersen 1960]. Berlingske Haandarbejdsbog. Ellen Andersen, Gertie Wandel og T. Vogel-Jørgensen (red.). Bd. 1 – 3. Kbh.: Berlingske Forlag, 1943 – 44, [BHB]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2011 – 2013), [OTDS]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Meyer, Karl: Almindeligt, Illustreret Vareleksikon. 4. udg. Kbh.: H.Aschehoug & Co. 1924, [Meyer 1924]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2011 - 2013), [ODS]. Salmonsens Konversationsleksikon. Chr. Blangstrup (red.). 2. udg. Bd. 1 – 26. Kbh.: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel, 1915 – 1930, [Salmonsen]. Textilbogen, Haandbog i textil varekundskab. Poul Sterm (red.). Bd. 1 – 2.. Kbh.: Westermanns Forlag, 1946, [Textilbogen 1946].