Burnus

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Burnus

SPROG

ODS skriver, at burnus i sin oprindelse er et arabisk ord. (ODS, ”Burnus”)

Salmonsen skriver, at ordet har vundet indpas i de europæiske sprog gennem spansk og fransk. (Salmonsen, ”Burnus”)

DEFINITION

Den originale burnus er en hvid, ulden kappe med hætte. Den stammer fra Nordafrika, hvor den udgør en vigtig del af den traditionelle klædedragt. Senest i begyndelsen af 1800tallet begynder man at anvende navnet i Europa om burnuslignende overklædninger, hvis udformning ændrer sig i takt med moden, ærmer kan bl.a. forekomme.

TID

Andersen skriver, at man i 1830’erne anvendte et overstykke til aftenbrug, som blev kaldt en burnus. (Andersen 1986, s. 114)

FORKLARING

BSHL skriver, at en burnus er en ”hvid, ulden kappe med hætte, der bæres af beduiner i Nordafrika. Burnus-faconen har fundet anvendelse i modetøj til forskellige tider”. (BSHL, ”Burnus”)

Salmonsen skriver, at ”Burnus er Navnet paa den store hvide, uldne, med en hovedhætte forsynede Overklædning, som udgør den vigtigste Del af den nationale Dragt for Araberne i Afrika”. Dens uundværlighed er karakteriseret ved et arabisk ordsprog: ”en rettroende uden burnus er som en hund uden hale”. (Salmonsen, ”Burnus”)

CITAT

”Burnus: dame-overkast i form som den vide kappe, som araberne kaster over den egentlige klædning. F.M. Frandsen: Varekundskab for manufakturfaget, Fåborg 1872, s. 343.” (Andersen kartotek)

KILDER

Andersen, Ellen: Danske dragter. Moden 1790-1840. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1986, [Andersen 1986]. Andersen, Ellen: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Andersen kartotek]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ods, [ODS]. Salmonsens Konversationsleksikon. Chr. Blangstrup (red.). 2. udg. Bd. 1 – 26. Kbh.: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel, 1915 – 1930. http://runeberg.org/salmonsen/2/ , [Salmonsen].