Bygkornsdrejl

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


10 Bygkorn tavle XXII.jpg

VARIATIONER

Bygkornsdrejl, bygkornsdreil, byggrynsdrejl

Bygkorn

SPROG

Eng.: huckaback.

DEFINITION

Tekstil med lærredsbinding i bundvævningen og en mønstervirkning dannet af systematiske, længere overspring (flottering) af islætstrådene, de såkaldte bygkorn. Mønstret giver en drejlsagtig effekt på kun fire skafter og kan også væves på flere.

TID

Moth omtaler ”Bŷg-kòrns dreil et linteum figuratum” i sin håndskrevne ordbog fra slutningen af 1600-tallet. [Moth] Det latinske udtryk betyder ’mønstret hørlærred’. ODS angiver ud over henvisning til Moth citater fra perioden 1830 til 1953.[ODS]. la Cour og Siegumfeldt giver anvisninger på håndvævning af bygkornsdrejl [la Cour/Siegumfeldt]. Henningsen viser i 1995 en bindingsanalyse af bygkornsdrejl. [Henningsen 1995].

FORKLARING

La Cour og Siegumfeldt skriver i 1937, at bygkornsdrejl: ”Da den kan væves med fire Skaft er betydelig nemmere at have med at gøre end noget andet Drejlsmønster, der fordrer 6 Skaft.” (la Cour og Siegumfeldt, 1937, s. 45) og de giver en opskrift på bygkornsdrejl på 8 skafter til kjolestof og duge (la Cour og Siegumfeldt, 1937 side 72-73. Henningsen publicerede i 1995 en analyse af et bomuldstørklæde fra Hedeboegnen vævet i bygkornsdrejl. (Henningsen 1995, side 70). Især vævet i hør eller bomuld til viskestykker og håndklæder.

CITAT

”Bygkorn, engelsk: huckaback […] er en Binding, afledet af Lærredsbinding [..]. De smaa Dobbelt-Flotteringer, som på den ene Side dannes af Kædetraade, paa den anden af Skudtraade, giver en frotterende Overflade og forøget Vandsugning.” (Textilbogen 1946, side 705).

FORFATTER

Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Henningsen, Ingeborg Mule: Væverens ABC. Bogan 1995. [Henningsen 1995].

la Cour, Jenny Siegumfeldt og Johanne Siegumfeldt: Vævebog for Hjemmene. Fjerde gennemsete og forbedrede Udgave. København, A7S N.C. Roms Forlagsforretning, 1937 [la Cour/Siegumfeldt].

Moth, Matthias: Håndskrevet ordbog, opbevares på Det Kgl. Bibliotek. Udarbejdet i perioden ca. 1686 -1719. Digitaliseret version: http://mothsordbog.dk/ , [Moth].

Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ods , [ODS].

Textilbogen, Haandbog i textil varekundskab. Poul Sterm (red.). Bd. 1 – 2. Kbh.: Westermanns Forlag, 1946, [Textilbogen 1946].