Finvæv

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Finvæv, finnvæv, finsk vævning

SPROG

”Navnet menes at være opstået, fordi dobbeltvævningerne, dobbeltvævning, på dette tidspunkt blev vævet i stort antal i den sydvestlige del af Finland og herfra eksporteret til Sverige.” (BSHL: ”finvæv.”) Det omtalte tidspunkt er 1600-tallet.

DEFINITION

Finvæv hører til gruppen af dobbeltvævninger, hvor to adskilte vævelag gerne et lyst og et mørkt i lærredsbinding skifter plads langs mønsterkonturerne. Opplukningen,opplukning, af mønstret sker med flade pinde foran kammen, vævekam.

TID

Termen stammer fra 1600-tallet, teknikken kendes fra Middelalderen i svenske kirketekstiler med ornamenter, der har senantikke og byzantinske forbilleder (BSHL: ”finnvæv.”) Teknikken kendes også fra førcolumbiansk tid i Peru (Paulli 1979, side 209).

FORKLARING

Finvæv har historisk set været anvendt til vægtæpper, sengetæpper og bænkehynder hos overklassen.

CITAT

”Der findes to slags finvæv, ligesidet og uligesidet finvæv. (…) Ligesidet finvæv. Denne er den enkleste af de to finvæve og som navnet angiver ens på ret og vrang, men med modsat farvevirkning. Mønsterkonturerne har takkede kanter på de to sider (…). Uligesidet finvæv. I denne art finvæv har man en skarp overgang melle de to farver i mønsterkonturen og ikke de takkede kanter, der er karakteristisk for den ligesidede finvæv.” (Paulli 1979, side 209-214).

FORFATTER

Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Berlingske Haandarbejdsbog. Ellen Andersen, Gertie Wandel og T. Vogel-Jørgensen (red.). Bd. 1 – 3. Kbh.: Berlingske Forlag, 1943 – 44, (BHB).

Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, (BSHL).

Henningsen, Ingeborg Mule: Væverens ABC. Bogan 1995. (Henningsen 1995).

Paulli Andersen, (Magda Kirstine): Vævebog. Rammevæv – Skaftevæv. 1979, Borgen. (Paulli 1979).