Fiskebensskørt

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Fiskebensskørt, stivskørt, bøjleskørt, klokke, fransk pannier

SPROG

BSHL skriver, at ringene som afstivede skørtet som oftest var fremstillet af hvalbarder, som på daværende tidspunkt kaldtes fiskeben, heraf navnet. (BSHL, ”Fiskebensskørt”)

Andersen skriver, at fiskebensskørtet i begyndelsen af 1700årene nærmest havde form som en klokke, heraf det danske navn klokke. (Andersen 1977, s. 30 f.) Senere kommer ordet klokke dog til at betegne det korte og snævre skørt, som bæres inderst under fiskebensskørtet. Det sker formentlig da dette mister sin klokkeform omkring 1745. (Andersen 1977, s. 75)

DEFINITION

Underskørt, som oftest fremstillet af lærred, voksdug eller silke afstivet af et antal ringe, som normalt var fremstillet af hvalbarder, men metal eller vidjer benyttedes også. Skørtet kunne også bestå udelukkende af ringe sammenholdt med bændler. Anvendt for at give kjolens skørt den ønskede fylde og facon. Jf. krinoline.

TID

Andersen skriver, at underskørter afstivet af ringe blev brugt første gang i den spanske renæssancedragt og her kaldt vertugade (på engelsk farthingale). Dragten går af mode i begyndelsen af 1600årene, men overlevede som ceremonidragt ved bl.a. Spaniens og Portugals hoffer. I starten af 1700årene begynder man så småt at anvende lignende underskørter i Frankrig og England, og fra 1715 var fiskebensskørtet et vigtigt element i det europæiske modebillede. (Andersen 1977, s. 31) Brugen af det ophørte først i 1770erne, men på det tidspunkt havde det i en periode mest været anvendt til festdragter. (Andersen, s. 126 f.)

FORKLARING

Andersen skriver at fiskebensskørtet i begyndelsen af 1700tallet nærmest havde form som en klokke. Denne form holdt sig til omkring 1745, hvor skørtet blev fladere både for og bag, samtidig med at hoftebredden voksede. Den flade og brede facon kulminerede henimod 1760erne med kjoler, der var så brede, at det var vanskeligt at færdes i dem. For at opnå den ønskede brede kunne man sammen med eller i stedet for et fiskebensskørt anvende de såkaldte pocher (poche (fr.): lomme / pose), som var stativer af fiskeben med stramt udspændt stof, som blev bundet på hofterne. De havde som regel indvendige lommer og navnet kommer sikkert heraf (jf. poche). Skørternes bredde nåede efterhånden et så grotesk omfang, at myndighederne bestemte, at de ikke måtte overskride en karosses brede. På fransk kaldtes det brede skørt for ”panier à coudes” (albue-kurv) fordi man meget bekvemt kunne hvile albuerne på de brede hofter. Ved midten af 1750erne begynder fiskebensskørtet så småt at gå af mode i de toneangivende lande. Her i landet anvendes det dog stadig i 1770erne, men nu mest til festkjoler. (Andersen 1977, s.72 ff. og 126) Andersen skriver, at fiskebensskørtets popularitet, medførte en stor efterspørgsel på hvalbarder, som indførtes fra Grønland, og der investeredes store summer i handelsselskaber, som skulle tilfredsstille den store efterspørgsel. (Andersen 1977, s. 31 f.)

CITAT

-

KILDER

Andersen, Ellen: Danske dragter. Moden i 1700-årene. Kbh.: Nationalmuseet, 1977, [Andersen 1977]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ods, [ODS].