Guineas

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Guineas, guinees

SPROG

Montgomery skriver, at disse bomuldstekstiler bl.a. blev anvendt ved handlen på Guineas kyst. Heraf navnet. (Montgomery 2007, s. 252)

En.: Guineas, guinea stuff, guinea cloth (Montgomery 2007, s. 252) eller longcloots (Rawert 1831, ”Bomuldstøi, Guineas”)

DEFINITION

Tekstiler vævet af bomuld i lærredsbinding, jf. kattun, forskellige finheder, hvide, blå, røde, stribede eller med trykte mønstre. Har forskellige tilnavne efter produktionssted, kvalitet eller størrelse. Oprindelig importeret fra især Indien, senere også fremstilllet i Frankrig og England. Blev bl.a. anvendt ved slavehandlen på Guineas kyst.

TID

Montgomery har flere eksempler på, at guineas nævnes i skriftlige kilder fra 1700årene. (Montgomery 2007, s. 252)

Omtales af Juul i 1807 og Rawert i 1831. (Juul 1807, ”Guineas”; Rawert 1831, ”Bomuldstøi, Guineas”)

FORKLARING

Juul skriver i 1807, at guineas er ostindiske ”Cottuner”, dvs tekstiler vævet af bomuld i lærredsbinding (se kattun). De hjemføres især af danske, engelske, hollandske eller franske ostindienfarere og har forskellige tilnavne efter produktionssted, stofstykkernes længde, bredde eller finhed, se citat. De guineas, som englænderne importerer, inddeles i kvaliteterne ”ordinære”, ”mellemfine”, ”fine” og ”superfine”. Nogle af disse engelsk importerede guineas er blå, ligesom man er begyndt at fremstille blå- og hvidstribede bomuldstekstiler i Frankrig og England, som også kaldes guineas. (Juul 1807, ”Guineas”)

En lignende forklaring ses hos Rawert i 1831, han tilføjer, at guineas hører til de længste ostindiske bomuldstekstiler, og at nogle guineas er indfarvede eller med mønstertryk i røde og blå farver. Disse guineas betegnes ”Demi Guineas”, fordi stofbanen er delt i to stykker (demi (fr.), halv). (Rawert 1831, ”Bomuldstøi, Guineas”)

Montgomery skriver i 2007, at guineas var billige kulørte bomuldstekstiler, som europæerne og amerikanerne importerede fra Indien for at videresælge dem på Guineakysten i Afrika, hvor de bl.a. indgik i slavehandlen samt til plantageejerne i Vest Indien, hvor det benyttedes til slavernes beklædning. (Montgomery 2007, s. 252)

CITAT

”Guineas, eller Guinees, ere hvide ostindiske Cottuner. De hiemføres for det meeste med danske, engelske, hollandske eller franske Ostindiefarere, og have, ligesom alle andre ostindiske Tøier, forskiellige Binavne efter Stæderne og Stykkernes Længde, Brede og Finhed. Saaledes haves: Guineas fra Masulipatnam (indisk havneby. Red.) 1 3/8 til 1 7/16 Alen brede og 46 til 47 Alen lange. Guineas 12 Punjams (formentlig Punjab, Punjab-regionen er i dag delt mellem Pakistan og Indien. Red.), eller 13 ½ Punjams o.s.v. Guineas 8 Kall af 40 til 41 Alens Længde (uvist om Kall er et stednavn eller en kvalitetsbetegnelse. Red.). Guineas 9 Kall o.a.fl. De Guineas som hiemføres med engelske Skibe, kan deeles i ordinære, mellemfine, fine og superfine, og have forskiellige Nummere og Mærker som tilkiendegive deres Finhed, Længde og Brede. Nogle af disse ere dog blaaefarvede, ligesom og blaae og hvidstribede Cottuner, der forfærdiges paa flere Steder i Frankrig og England, ogsaa have dette Navn”.

(Juul 1807, ”Guineas”)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Andersen, Ellen: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Andersen kartotek]. Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Montgomery, Florence M.: Textiles in America 1650 – 1870. New York: W. W. Norton & Company, 2007, [Montgomery 2007]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831].

Termen optræder ikke i: Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2011 – 2013), [OTDS]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2011 - 2013), [ODS].