Gyldenstykke

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


00002A-61.jpg

VARIATIONER

Gyldenstykke, drap d’or, fond d’or, rige stoffer

SPROG

Drap d’or (fr.), direkte oversat: klæde af guld.

DEFINITION

Tekstiler vævet af kostbare materialer, normalt silketekstiler med indvævede guld- og / eller sølvtråde. Vævet i kunstfærdige mønstre. Oprindelig fremstillet i de arabiske lande, senere også i Europa, hvor centrum for produktionen fra omkring 1200 var Venedig, Firenze og Genua. Herfra spredte teknikken sig til Frankrig, hvor Lyon blev det vigtigste produktionssted.

TID

BSHL skriver at drap d’or blev brugt allerede i middelalderen. (BSHL, ”Drap d’or”) Omtales af Juul i 1807 og Rawert i 1831. (Juul 1807, ”Gyldenstykke”; Rawert 1831, ”Gyldenstykke”)

FORKLARING

Kildernes oplysninger om gyldenstykke, drap d’or er ikke helt entydige, men der er enighed om, at det er mønstervævede tekstiler af kostbare materialer. Jf. brokade.

Andersen skriver i 1960, at gyldenstykke oprindelig er et saracensk stof overvejende af guldtråd (med saracensk menes der i denne sammenhæng formentlig arabisk). Senere udvikler det sig til et silkestof med indvævet guldtråd. I almuen betød gyldenstykke ofte blot silkebrokade (se brokade), der ikke nødvendigvis havde indvævede guldtråde. (Andersen 1960, s. 519)

BSHL skriver, at drap d’or er en fransk betegnelse for stof vævet af guldtråd, ofte broderet med silke eller applikeret med fløjl. (BSHL, ”Drap d’or”)

Lorenzen skriver at gyldenstykke er silke med indvævede metaltråde. (Lorenzen 1975, s. 611)

ODS skriver at gyldenstykke er et silkestof, helt gennemvævet med ægte guld- eller sølvtråde. (ODS, ”Gyldenstykke”)

Juul skriver i 1807, at gyldenstykke, drap d’or, fond d’or og rige stoffer er silketekstiler, med indvævede guld- eller sølvtråde eller lahn (meget smalle metalbånd, her af guld eller sølv). I modsætning til tekstiler med brocherede mønstre (se brochering), løber metaltråden som danner mønstret over hele stofbredden (jf. lancering). Væves med mangfoldige mønstre. Teknikken blev først opfundet i Venedig, Firenze og Genua, herfra spredtes den til Frankrig, hvor Lyon blev det førende produktionssted. (Juul 1807, ”Gyldenstykke”)

En identisk forklaring ses hos Rawert i 1831. (Rawert 1831, ”Gyldenstykke”)

CITAT

”Gyldenstykke, Drap d’Or, ogsaa Fond d’Or og rige Stoffer kaldet, er Silketøi heelt igiennemvævet med ægte Guld- eller Sølvtraad, eller med Lahn. De have en prægtig glimrende Grund og adskillige sig derved fra de Tøier, i hvilke kun enkelte Steder ere indbrocherede (se brochering. Red.) med Blomster eller Figurer af ægte Guldtraad. Man bruger ved disse Tøier Guldtraad til Islæt (se skud. Red.) over hele Breden af Tøiet, ja man skyder vel endog Guldtraade ind mellem Rendingen (se kæde. Red.). De væves med mangfoldige Mønstre og ere den sande Prøvesteen for den kunstige Væver, paa hvilken han kan udvikle sin hele Smag og Kunst. De almindeligste væves med 400 Traade i Rendingen og ere gemeenlig 7/16 Alen brede. Den Kunst at væve disse Tøier blev først opfundet i Venedig, Florenz og Genua, og derfra blev den bragt til Frankrig, hvor den, især i Lyon, har naaet en høi Grad af Fuldkommenhed”.

(Juul 1807, ”Gyldenstykke”)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Andersen, Ellen: Danske bønders klædedragt. Kbh.: Carit Andersens Forlag, 1960, [Andersen 1960]. Andersen, Ellen: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Andersen kartotek]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2011 - 2014), [ODS]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831].

Termen optræder ikke i: Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2011 – 2014), [OTDS].