Kjol

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Kjol, kjole, kiol, kiole, kjorl

SPROG

ODS skriver, at ordet kjole / kjol er udviklet af ordet kjortel. (ODS, ”Kjole”)

No.: kjole. (ODS, ”Kjole”) Sv.: kjol. (ODS, ”Kjole”) Fr.: justaucorps. (Andersen 1977, s. 35)

DEFINITION

Beklædningsdel til overkroppen, ordet blev først brugt om kjortler anvendt af både kvinder og mænd (jf. kjortel), siden udvikler disse sig bl.a. til en beklædningsdel, som kun blev anvendt af mænd, båret over skjorte, vest og bukser. Denne beklædningsdel blev også anvendt i den militære uniform, og anvendes stadig i festdragten kjole og hvidt. For den betydningen, som ordet kjole fik i slutningen af 1700tallet, en dragt til kvinder, der dækker både overkrop og større eller mindre dele af underkroppen, se kjole.

TID

Andersen skriver, at tredelingen af mandsdragten i kjol, vest og bukser er en mode, som stammer fra 1660erne. I 1690erne havde kjol’en fået den facon, som den i hovedtræk beholder i et par menneskealdre. (Andersen 1977, s. 35)

FORKLARING

ODS skriver, at en kjol / kjole oprindelig var en indendørs yderdragt anvendt af mænd, kvinder og børn, af forskellig længde og med ærmer, det samme som en kjortel. (ODS, ”Kjole”)

Lorenzen skriver, at i mændenes skifter fra Aarhus og omegn hedder et af de vigtigste dragtstykker indtil 1681 kun kjortel, senere forekommer udtrykket kjol enkelte gange, fra 1716 er det næsten enerådende. Det betyder ikke, at snittet fra dette år totalt var ændret, men at et nyt ord omsider var slået helt igennem (også hos vurderingsfolkene, som udfærdigede skifterne). Kjortlen var oprindelig med helskåren ryg uden krave eller rygsøm, men med kiler i siderne for at give vidde nedefter. Kjol’en betegner for så vidt den nyere mode, den franske justaucorps, hvor klædningsstykket fik rygsøm, blev overskåret på hofterne bagtil, fik slids for neden i ryggen og folder eller vifter i siderne samt ærmeopslag, lommeklapper og knapper, senere også krave. Sandsynligvis havde flere af kjortlerne tilløb til denne form, men udtrykket kjol fulgte langsommere efter. (Lorenzen 1975, s. 32 f.)

Andersen skriver, at i slutningen af 1600tallet var kjol’en kraveløs og enradet, den havde lige forstykker med knapper og knaphuller hele vejen ned, men blev kun knappet i taljen. Den havde slids i ryggen fra taljen og ned med knaphuller i begge sider, men ingen knapper. Dette var en overlevering fra tidligere, rygslidsen var en nødvendighed, når man skulle ride, og når man stod af, havde det før været sådan, at den kunne knappes sammen. Kjol’ens lige forstykker fik efterhånden skrå sidesømme og dybe vifteformede læg på hofterne. Fra 1720erne blev disse hoftelæg foret med hestehår eller andet, for at give yderligere fylde. En bevidst efterligning af kvindernes store fiskebensskørter (jf. fiskebensskørt). Ærmerne var ret vide og korte, så skjortens eller vestens ærmer kunne ses (jf. vest). Opslagene på kjolens ærmer var oprindelig så store, at de måtte fæstes op på ærmet for ikke at falde ned over hånden, senere sad der kun, som en mindelse herom, fem knapper, der blot var til pynt. Lommeslidserne skifter fra at være lodrette til at være vandrette med store klapper. (Andersen 1977, s. 35)

Fra 1750erne blev kjol’en endnu mere svajet i ryggen og i siderne, for så fra 1760ernes slutning igen at blive slankere. Antallet af folder i sidesømmene formindskedes, og vidden blev trukket mere bagud. Kjol’en blev kortere og sluttede tættere til halsen, hvor en smal, opstående krave begyndte at vise sig. Ærmerne blev længere og snævrere, og opslag samt lommeklapper blev mindre. (Andersen 1977, s. 79 f.) Gennem 1770erne blev kjol’en stadig slankere og mere langlivet, skøderne blev længere og sidesømmenes læg blev smallere. Forstykkerne blev skrået mere bagud, så vest og bukser kom til syne. I 1780erne rundedes kjol’ens forstykker mere over brystet, så den nu kun knappedes med en til to knapper på brystet. De øvrige knapper, som nu kun var til pynt, forsvandt i tidens løb. I stedet for knapper, optræder nu ofte hægter, så kjol’en blev hægtet over brystet, eller den stod helt åben. Fra 1783 var det almindeligt at bryst, ryg og skuldre blev vatteret. I 1786 begyndte man at give kjol’en et vandret indsnit i taljen (Dette indsnit ses stadig i festdragten kjole og hvidt). Nu fik kjol’en også revers og kraven, der hidtil kun have været en smal halslinning, blev højere og højere. Herhjemme kommer revers dog først frem i 1790erne. Kjol’erne blev overvejende syet af klæde, men også tekstiler som bl.a. fløjl, nankin, kattun og lystring nævnes i skifterne. De kunne være rigt dekoreret med broderier, men i løbet af 1780erne forsvinder broderiet som dekoration på kjol’erne. Fra omkring 1800 bliver kjol’ens snit stadig mere konservativt i takt med, at den blev en festdragt og frakken gradvist overtog dens plads (jf. frakke). (Andersen 1977, s. 136 og Andersen 1986, s. 39)

Se også rabatkjole og livkjole.

CITAT

1760: ”Min Moder købte af det bedste Vadmel, som hun lod farve mørkegrønt, hvoraf vi fik Kjoler med gule Messingknapper; sort Manchester var dengang ikke dyrt, deraf fik vi Buxer, og dertil bar vi sorte Jydestrømper. Til at gaa ud med havde vi for det meste røde Kjoler, som havde været Kronprinsens, siden Christian den Syvendes, og dertil hvide Veste og sorte Fløjls Buxer af hans, som vor Fader købte af Kammertjeneren. Drengebørns Dragt af den fornemme Stand og Middelstanden var dengang meget stiv og cavallermæssig. Saasnart en saadan Dreng havde faaet Buxer, og jeg skal have faaet dem straks efter det 3. Aar, kunde man ingensteds bringe ham med, uden han havde friseret Haar med Pudder i og Haarpung. Denne Tvang var vel og en Aarsag, foruden Tænkemaaden dengang, at Børn kom lidet eller intet ud. Vor Hjemmedragt, som ovenfor er beskreven, kan synes vel varm, helst vi tillige havde om Vinteren Trøje af Vadmel under Kjolen, og om Sommeren af Nankin; men ny Kjole fik vi altid mod Vinteren, og om Sommeren var den da allerede tyndslidt. Mine Forældre sagde altid, at Vejret i Danmark var saa foranderligt og Sommeren i sig selv saa kort, at man handlede forsigtigt i ikke at klæde sig tyndt, og Sommer og Vinter næsten ens. Kun Hovederne havde vi altid blotte, da de ansaa det for skadeligste, man kunde gøre, at vænne dem til Huer, især uldne, og kun til Brug paa Gaden havde vi Hatte.” s. 23-24. En kjøbenhavnsk Embedsmand. Jacob Gudes Optegnelser 1754-1810. - Memoirer og Breve XXVII. København 1918.” (Østergård kartotek)

KILDER

Andersen, Ellen: Danske dragter. Moden i 1700-årene. Kbh.: Nationalmuseet, 1977, [Andersen 1977]. Andersen, Ellen: Danske dragter. Moden 1790-1840. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1986, [Andersen 1986]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ods, [ODS]. Østergård, Else: Seddelkartotek. Opbevares hos Else Østergård, Nationalmuseet, [Østergård kartotek].