Klædning

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Klædning

SPROG

-

DEFINITION

En helhed, der udgøres af mindst to beklædningsdele, et sæt. For kvinder kunne det være manteau med tilhørende skørt eller trøje og skørt, som passer sammen f.eks. fordi de er syet af samme tekstil. For mænd dækker det over at mindst to af de tre dragtdele kjol, vest og bukser er syet af samme tekstil.

TID

Se nedenfor.

FORKLARING

Kvinder: Lorenzen skriver, at i skifterne fra Aarhus og omegn fra omkring 1700 forekommer ordet klædning både hos kvinder og mænd. En klædning var på daværende tidspunkt mindst to samhørende dragtdele – for kvinderne kjortel og skørt eller trøje og skørt. Kvindernes sorte klædning var ligesom mændenes kjortler og hele klædninger i sort de vigtigste og ofte højst vurderede gangklæder. Kun en enkelt kvinde i de Aarhusianske skifter efterlader sig manteauer. (Lorenzen 1975, s. 21 ff.)

Andersen skriver, at klædningen har sin oprindelse i 1670ernes mode. På det tidspunkt bar damerne 3 skørter. Det øverste, som kaldtes manteau, blev fæstet op rundt om livet. Men i slutningen af 1600årene begyndte man at fæste eller løfte manteauen op bag på (over den lille pude, cul de Paris. Red.), den blev syet sammen med livet og blev åbnet fortil, så underskørtet kunne ses. Navnet manteau gik nu over på dette klædningsstykke, som altså bestod af en åben overkjole med slæb over et skørt. Når overkjole og skørt var syet af samme stof, blev denne dragt kaldt en klædning. Hvis overkjolens åbne skørt var fæstet op i siderne eller asymmetrisk på den ene hofte kaldtes det en opstukken klædning. (Andersen 1977, s. 16) I perioden fra ca.1730 til 1770 ses klædning / manteau stadig, men nu som selskabsdragt med et lidt forandret udseende. Den blev især anvendt i borgerlige kredse. Den bestod stadig af en åben overkjole over et skørt, men forstykkerne blev ikke længere fæstet op. Slæbet forsvandt, og læggene i ryggen på kjolens liv blev løsnet fra skuldrene af og flød frit ud i kjolens skørt. Disse løse ryglæg fik senere betegnelsen watteaulæg. (Andersen 1977, s. 54)

Mænd: Lorenzen skriver, at ligesom samhørende kjortel og skørt eller trøje og skørt var det mest eftertragtelsesværdige hos kvinderne, var kjortel og bukser eller kjol og bukser det hos mændene. Undertiden benævnes det en ”klædning, kjol og buxer”. Også hos mændene er den sorte farve helt dominerende, men brun ses også. Først omkring 1720 synes det at blive almindeligt i Aarhus, at ordet klædning dækker over både kjortel / kjol, vest og bukser. (Lorenzen 1975, s. 33 og 60)

Andersen skriver, at man i perioden fra 1730 til 1770 kunne variere mandsdragtens ellers ret faste bestanddele kjol, vest og bukser på forskellig vis. F.eks. kunne alle tre dele være ens, både hvad stof, farve og udsmykning angår. Dette er den såkaldte klædning (fransk ”habit à la francaise”), svarende til et jakkesæt / en habit i vore dage. Denne påklædning brugtes vistnok mest til stads. (Andersen 1977, s. 80)

CITAT

-

KILDER

Andersen, Ellen: Danske dragter. Moden i 1700-årene. Kbh.: Nationalmuseet, 1977, [Andersen 1977]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ods, [ODS].