Kniplinger

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Kniplinger, kniplingetøy, knippeltøg

SPROG

En.: Laces, points. (Juul 1807, ”Kniplinger”; Rawert 1831, ”Kniplinger”)

Ty.: Spitzen, Kanten. (Juul 1807, ”Kniplinger“; Rawert 1831, ”Kniplinger”)

Fr.: Dentelles, points. (Juul 1807, ”Kniplinger“; Rawert 1831, ”Kniplinger”)

DEFINITION

Kniplede kniplinger er tekstiler, der dannes ved at krydse og sno tråde, som er vundet op på kniplepinde. Som oftest af hør, bomuld (jf. bobbinet) eller silke (jf. blonde), kniplinger af metaltråde forekommer også. Ordet anvendes også i en mere bred betydning om tekstiler med gennembrudt mønster, fremstillet i syning/broderi, fletning, vævning, hækling, strikning o.lign. Normalt har kniplinger et dekorativt formål, f.eks. som borter på boligtekstiler eller dekoration på beklædning. Jf. syede kniplinger.

TID

BSHL skriver, at teknikken blev udviklet i anden halvdel af 1400tallet. (BSHL, ”Knipling”)

FORKLARING

Moth skriver i perioden ca. 1686 -1719, at kniplinger ”kaldes brede eller smalle liser, som slâes af tra (hørtråd. Red) eller silke i mynster, med knippelstokke”. (Moth, ”Kniplinger”)

BSHL skriver i 1995, at kniplede kniplinger dannes ved at krydse og sno tråde, som er vundet op på kniplepinde. Teknikken kan betegnes som en mellemting mellem fletning og vævning.

Knipling er formodentlig en videreudvikling af den teknik, der kaldes trendfletning, hvor trendtrådene (se kæde), efter tekstilet er taget af væven, flettes og snos sammen, så de danner kunstfærdige mønstre.

Både Italien (især Venedig) og Flandern (nu region i Belgien opr. et grevskab, der også omfattede områder i det nuværende Frankrig og Holland) gør krav på at være ophavssted for de kniplede kniplinger. Meget taler for, at de er blevet ”opfundet” begge steder samtidig i anden halvdel af 1400tallet.

Kniplekunsten blev udbredt i Europa med de omrejsende kræmmere. Men også mønsterbøgerne har haft stor betydning for udbredelsen. De gav vejledning i teknikker og forlæg for mønstre. En af de berømteste er Christoph Froschauers ”Nüw Modelbuch”, som udkom i 1561 i Zürich (nu udgivet i en faksimileudgave).

Efterhånden opstod der kniplingscentre mange steder i Europa, de mest betydningsfulde lå i Bruxelles, Antwerpen, Brügge, Valenciennes, Milano, Annaberg (i Erzgebirge, Tyskland), Schneeberg (i Erzgebirge, Tyskland), Tønder og Honiton (i Devon, England) samt grevskaberne Bedfordshire og Buckinghamshire (i Midtengland). Bruxelles var førende fra 1500tallet til 1900tallet, hvor de håndfremstillede kniplinger efterhånden blev udkonkurreret af de maskinfremstillede.

De første kniplinger var enkle besætninger, som blev solgt i metermål. De blev fremstillet med fortløbende / uafbrudte tråde (à fils continus), dvs. at kniplepindene bevæger sig fra den ene side af kniplepuden til den anden. Til denne gruppe hører Torchon-, Cluny-, gamle Valanciennes-, Lille-, Malines-, Binche-, point de fée- samt Blonde- og Chantillykniplingerne. Der var grænser for hvor brede disse kniplinger kunne blive, selv om der til de mere komplicerede mønstre blev brugt flere hundrede kniplepinde. For at fremstille større stykker måtte man kniple eller sy de enkelte ”baner” sammen.

I 1500tallet voksede efterspørgslen på kniplinger i større stykker og man fandt på at fremstille kniplingsmotiver enkeltvis for senere at sammenføje dem. De færdige motiver blev anbragt med vrangen opad på en kniplepude og fæstnet med knappenåle. Herefter blev motiverne forbundet med en trense- eller tylsgrund. Bag ved de store motiver blev trådene i grunden klippet over (fils coupés), mens de fik lov at løbe bag ved mindre figurer. Til denne gruppe kniplinger, der delvist er kniplet med afbrudte tråde, hører Brysseler-, Honiton-, Duchesse-, Rosaline-, Valenciennes- og Brabantkniplinger.

Disse kniplinger med afbrudt tråd blev også brugt i såkaldt ”kombinerede kniplinger”, hvor man kombinerede syede og kniplede kniplinger og til applikationskniplinger hvor kniplede motiver applikeres på f.eks. tyl.

En særlig gruppe udgøres af båndkniplingerne, der har fået deres navn på grund af de båndlignende mønstre, som bugter sig frem og tilbage på fladen. Der, hvor båndets bugtninger mødes, føjes de sammen vha. en slag hækleteknik kaldet ”sammenhækling”. Vha. denne teknik kan der fremstilles kniplinger i store stykker som f.eks. duge. Båndkniplinger ses ofte i de slaviske lande, men også i Skåne og i Sydtyrol.

Såkaldte frie kniplinger er kniplinger med afbrudte tråde, hvor man benytter sig af sammenhæklingsteknikken og desuden påsætter tråde efter behov. På denne måde fremstilles moderne kunstneriske kniplinger.

I begyndelsen blev kniplinger især fremstillet i nonneklostrene, senere blev størstedelen fremstillet i de såkaldte kniplingsmanufakturer, der kunne være organiseret på to forskellige måder. Enten kunne en producent beskæftige arbejdere i sine egne lokaler, eller også uddelegerede producenten (kaldet ”kniplingsforlæggeren”), kniplearbejdet til hjemmearbejdere, der udførte arbejdet hjemme hos sig selv.

Frem til 1800tallet var kniplinger meget dyre, og blev kun anvendt af overklassen. Det var forbundet med stor prestige at pynte sig med kniplinger, som oftest i form af kraver, manchetter eller hovedtøjer. Kniplinger blev desuden anvendt på boligtekstiler og kirketekstiler, selv på uniformer vandt de indpas. I 1800tallet fik borgerskabet også råd til at bære kniplingsbesatte dragter ved festlige lejligheder og til at udsmykke boligtekstiler som sengelinned med kniplinger. (BSHL, ”Knipling”)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

CITAT

”Kniplinger, (T. Spitzen, Kanten, Fr. Dentelles, E. points, laces) en bekjendt Pyntartikkel, en Strimmel af forskjellig Brede, hvis fine Tråde ere sammenslyngede i forskjellige Mønstere. Kniplinger forfærdiges paa tre Maader: enten væves de i en dertil indrettet Væverstoel; disse ere de mindst smukke og tillige de letteste i Prisen; eller de kniples paa en skraaeliggende Pude, da Traadene, som ere vundne om smaae Kniplestokke, slynges mellem hinanden efter Mynsteret paa en underliggende Tegning. Dette Arbeide gaaer meget langsomt fra Haanden. Den meest øvede Knipler kan neppe levere en Alen om Dagen, naar Kniplingerne er fine og ikke alt for smalle. Men Arbeideren har Mønsteret i sin Magt, og kan give sit Arbeide megen smagfuld Varietet. Disse kniplede Kniplinger ere derfor langt smukkere, men tillige ogsaa meget dyrere end de vævede. Den tredje Maade hvorpaa Kniplinger forarbeides er med Naalen. Denne Maade er uden Tvivl den møisommeligste, men ved den faaer man og de fineste, smukkeste og kostbareste Kniplinger. Meget fiin og jevn Traad (hørtråd. Red.), tvundet Silke, Guld- eller Sølvtraad ere de Matterialier, hvoraf Kniplinger forfærdiges. Det forrige Brabant (nu værende Departement Dyle i Frankrig) har fra de første Tider, Kniplinger blev kjendt, indtil vore Dage stedse vedligeholdt en udmærket Rang frem for alle andre Lande med Hensyn til Kniplingsfabrikation. Blot i og om Staden Brüssel finde mere end 100.000 Mennesker derved sit Underhold, og et Pund Hør anvendt til Kniplinger kan udbringes indtil 6000 Procent af dets oprindelige Værd. Næst efter de brabantske og brüsselske Kniplinger følger de fra Mecheln, Binsch, Beaumont, Chimai, de franske fra Alenzon, Argenton og Valenciennes, de lothringske og flanderske. I Tyskland ere: Annaberg, Dresden, Berlin og Altenberg berømte for deres gode Kniplinger. Ogsaa de pommerske og bøhmiske Kniplinger ere bekjendte. Hos os drives Kniplingsfabrikationen især i og om Tøndern, hvorfra der aarligen gaaer Kniplinger for omtrent 600.000 Rigsdaler.

(Juul 1807, ”Kniplinger”)

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Andersen, Ellen: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Andersen kartotek]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2011 – 2013), [OTDS]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Moth, Matthias: Håndskrevet ordbog, opbevares på Det Kgl. Bibliotek. Udarbejdet i perioden ca. 1686 -1719. Digitaliseret version: http://mothsordbog.dk/ (anvendt 2013 – 2014), [Moth]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2011 - 2013), [ODS]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831].