Silke

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Silke, silky, silchæ, silki

SPROG

BSHL skriver, at det danske ord silke sandsynligvis via slavisk er afledt af det gamle kinesiske ord for silke ”sir”. (BSHL, ”Silke”)

En.: Silk.

Ty.: Seide.

Fr.: Soie.

DEFINITION

Fibre udvundet af kokoner fra forskellige sommerfuglearter. Fibrene dannes af et kirtelsekret, som sommerfuglelarven udskiller før forpupningen, og kan være flere kilometer lange, består af proteinet fibroin.

TID

BSHL skriver, at kendskabet til udvinding af silke stammer fra Kina. Det fremgår af Kungfutses skrifter, at silkeavlen med sikkerhed var kendt i Kina år 2357 før vor tidsregning (dvs. i den tidsperiode vi her i Norden kalder bondestenalderen). Den blev imidlertid holdt hemmelig for omverdenen gennem ca. 2000 år, bl.a. ved trusler om dødsstraf. I forbindelse med en betydelig eksport af silkeprodukter til Nærorienten (landene omkring den østlige del af Middelhavet, Irak samt landene på den Arabiske Halvø) og Sydeuropa gav dette anledning til mange myter omkring silkens oprindelse. Silke var en efterspurgt luksusvare i den klassiske oldtid, den blev transporteret fra Kina til Middelhavsområdet ad den såkaldte Silkevej, som strakte sig mere end 10.000 km gennem Centralasien til Byzans (nu Istanbul).

Det berettes, at kendskabet til silkeavlen og sommerfuglekokoner blev bragt til Byzans (og dermed Europa) af to munke i 552. Det blev starten på en blomstrende silkekultur i Byzans.

Efter Det byzantinske Riges sammenbrud omkring hundrede år senere fortsatte araberne udbredelsen af silkekulturen. De bragte den til Nordafrika, Sydspanien og Sicilien. Den italienske silkeavl tog for alvor fart i 1200tallet, fortrinsvis omkring Po-sletten, og herfra blev den i 1300tallet indført i Sydfrankrig. Hvor silkeindustrien hurtigt udviklede sig til den vigtigste i Europa. Fra Frankrig spreder silkeindustrien sig til Tyskland, England og Schweiz i 1600talllet. I dag er de største silkeproducenter Kina, Japan, Korea og Indien. (BSHL, ”Silke”)

FORKLARING

BSHL skriver, at silkeavl i princippet kan gennemføres overalt hvor morbærtræet, som larven lever af, trives. Silkesommerfuglens liv kan inddeles i fire stadier: æg, larve, puppe og sommerfugl. Efter parringen lægger hunsommerfuglen 300 – 500 æg, som klækkes efter 10 – 15 dage. De nyudklækkede larver anbringes i et avlslokale på kviste fra morbærtræet. I løbet af den vækstperiode, som nu følger, forøger de deres vægt 5-6000 gange og skifter hud fire gange. Vækstperioden varer 30 – 35 dage, hvorefter larven holder op med at spise og begynder at spinde sin kokon, en proces der varer to til tre dage og afsluttes med, at larven overgår til puppestadiet. Kun de pupper, som skal bruges til formering, får lov til at udvikle sig videre, de øvrige dræbes med varm luft eller damp.

Larven spinder silkefibrene ud gennem to kirtelåbninger på undersiden af hovedet. Fibrene består af proteinet fibroin, der sammen med proteinet sericin presses ud gennem de to kirtelåbninger. Sericinet danner et limlag, som klæber de to fibroinfibre sammen, og ligeledes klæber fibrene i kokonen sammen.

Kokonen er aflang, nærmest olivenformet, ca. 33 – 36 mm lang og 20 – 25 mm i tværsnit. Yderst ligger et uordentligt lag af løst sammenhæftede fibre, (floretsilke), mens det egentlige fiberlag er pergamentagtigt, fast og sammenklæbet.

Kokonen kan være helt hvid eller hvid med et blåligt, gulligt eller grønligt skær. Den består af en dobbelttråd med en længde på 3 – 4 km. Heraf kan i gennemsnit 600 – 900 m udvindes som et sammenhængende filament (et i princippet uendelig langt fiber), såkaldt grege, mens resten udvindes til stapelfibre (fibre med begrænset længde), chappe og bourette.

Kokonerne sorteres efter størrelse, farve og kvalitet, hvorefter de lægges i varmt vand. Herved blødgøres sericinet, som klæber fibrene sammen. Ved hjælp af børster fjernes floretsilken, begyndelsen af filamentet findes og afhaspningen, hvor filamentet vikles af kokonen, kan starte. Der afhaspes 6 – 20 kokoner samtidig. Det blødgjorte sericin limer fibrene sammen til en tråd, som kaldes afhaspet silke eller grege. Den afhaspede tråd kan anvendes, som den er, typisk til vævning, men den kan også videreforarbejdes til forskellige garnkvaliteter, hvor flere tråde f.eks. snoes sammen.

Den rå silke er på grund af sericinet glansløs og stiv. Først når det fjernes opnår man den karakteristiske blødhed og glans. Sericinet fjernes ved den såkaldte afbastning, en behandling med en kogende sæbe/soda-opløsning. Silken taber 25 – 30 % i vægt ved denne behandling.

Beskadigede kokoner (herunder de som sommerfuglen af hensyn til avl har fået lov til at gennembryde) bruges sammen med resterne af de afhaspede kokoner og floretsilken til fremstilling af chappe eller bourette. Det reneste materiale med fiberlængder på 5 – 25 cm anvendes til fremstilling af chappe-kvaliteter. De kortere, til dels misfarvede fibre samt afkæmmede fibre fra chappe-produktionen spindes til bourette-garner. Fiberlængden er fra 1 – 5 cm.

Silke betynges ofte for at erstatte vægttabet ved afbastningen og for at forøge glansen. Betyngningen kan bl.a. bestå af en indlejring af tunge, uopløselige uorganiske salte i fiberstrukturen. Betyngningen forøger fibrenes tværsnit, men slidstyrke og lysbestandighed nedsættes. (BSHL, ”Silke”)

CITAT

Adresseavisen, onsdag 20. januar 1790:

”I Vognmagergade No. 148 ere bortstiaalet en violettes Kioel, en ditto Levercouleur Kioel, en Væderskins Silkevest, et Stk. fiint Kramlærred paa 10 Alen, 15 Hørlærreds Særke mrk. N.M.B., 14 Hørlærreds Forklæder mrk. N.M.B., et violet Sirtses Forklæde, et ditto Kattuns, en brun Kattuns Trøie med røde Prikker, et bruunt Silketørklæde mrk. N.M., et violet med grønne Striber, en sort Lystrings Saloppe med Krave og Silkefryndser; skulde nogen forekomme sligt Tøi, bedes at anholde Tyven, og derfor bekomme en god Douceur. Anton Siruk.”

(Østergård kartotek)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Andersen, Ellen: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Andersen kartotek]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2014), [OTDS]. Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Moth, Matthias: Håndskrevet ordbog, opbevares på Det Kgl. Bibliotek. Udarbejdet i perioden ca. 1686 -1719. Digitaliseret version: http://mothsordbog.dk/ (anvendt 2014), [Moth]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2014), [ODS]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831]. Østergård, Else: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Østergård kartotek].