Uld

Fra textilnet
Skift til: navigering, søgning


VARIATIONER

Uld

SPROG

En.: Wool. (Juul 1807, ”Uld”)

Ty.: Wolle. (Juul 1807, ”Uld”)

Fr.: Laine. (Juul 1807, ”Uld”)

DEFINITION

Hår fra alle fåreracer, ordet anvendes også om hår fra andre pattedyr.

TID

BSHL skriver i 1995, at ”anvendelsen af fårets uld til tekstiler er begyndt i forhistorisk tid. Arkæologiske fund i Den Nære Orient viser, at vores forfædre i stenalderen 7500 år f.v.t. holdt får på grund af kødet; i Europa er det tilfældet fra ca. 4500 f.v.t. På dette tidspunkt var fårenes pels meget tynd og ret kort, men forædling førte til, at pelsen blev både længere og tættere.

De ældste uldfibre, som man kender til, er fundet i Clairvaux-les-Lacs i Jurabjergene, og de stammer fra 2900 f.v.t. I bronzealderen kendte man allerede forskellige metoder til at spinde og væve uld til beklædning.

Et af de tidligste og mest komplette uldfund er Egtvedpigens dragt fra den ældre bronzealder, ca. 1500 f.v.t.”. (BSHL, ”Uld”)

FORKLARING

DSD skriver bl.a., at uld er fårs hårbeklædning. Ofte betegnes andre spindbare animalske fibre også uld, men da som regel i forbindelse med dyrets navn, f.eks. kameluld.

Hos fåret skelner man normalt mellem tre slags uldhår: underuld, dækhår og marvhår. Hos de fåreracer, som minder om de oprindelige får, f.eks. gotlandske pelsfår, indeholder pelsen alle tre slags. Inderst en fin, kruset, blød uld, underulden. Den indeholder, især pga. krusningen, meget isolerende luft og holder således fåret varmt. Ved spinding giver den et særlig varmt garn. Dækhårene, som dækker underulden, er lange, glatte, bølgede, kraftige og ofte glansfulde hår, de danner et vind- og vandafvisende lag, som beskytter mod blæst og regn. Dækhår giver et stærkt, glansfuldt garn. Marvhår er strittende og stive. Deres funktion i fårepelsen er at tilføre ekstra isolerende luft i underulden. Men set fra spinderens synspunkt er de uhensigtsmæssige, da de er stive og tager dårligt imod farvestof. De anvendes dog i tweedstoffer, der netop får deres rustikke karakter pga. et stort indhold af marvhår i garnet. Ellers har avlsarbejdet haft til formål at udrydde marvhår fra ulden samt rendyrke de to andre hårtyper. Der findes derfor nu fåreracer, hvis pels udelukkende består af enten underuld eller dækhår.

Gennem avlsarbejdet har man frembragt racer med stor indbyrdes variation med hensyn til hårstråenes længde, finhed, krusning, elasticitet, glathed og glans. Disse egenskaber tages der hensyn til i den videre forarbejdning, hvor man gennem sortering af den rå uld, valg af spindemetode og efterbehandling skaber et produkt med de ønskede egenskaber.

”Lammeuld” kaldes den første uld, der klippes af et får, den blødeste uld det nogensinde vil levere. Uld fra levende, klippede får betegnes ”ren ny uld”, desuden anvendes ordene ”skinduld” eller ”kalkuld”, der er uld fra slagtede dyr, udvundet under garvningen af dyrets skind. ”Kradsuld”, er opkradsede uldne tekstiler, der er spundet igen. (DSD, ”Uld”)

BSHL skriver bl.a. i 1995, at ”på primitive fåreracer, som har fældningsperioder, kan ulden udvindes ved plukning eller kæmning af fåret. Det var tidligere den mest almindelige metode, men de forædlede fåreracer er man nød til at klippe, da de ikke fælder, og pelsen vokser hele tiden”.

”Et får giver mellem 1,5 og 6,5 kg råuld pr klipning. Råulden indeholder mellem 30 og 75 % uld, mens resten består af uldfedt (lanolin), salte, jord og planterester. Størstedelen af disse forureninger fjernes normalt ved vask inden den videre forarbejdning.

Fårepelsen klippes af, så den udgør et sammenhængende lag, der holdes sammen af uldfedtet og fibrenes krusninger. Da pelsen ikke er ensartet, sorteres den efter kvalitet. De bedste uldkvaliteter findes på skuldrene og flankerne af fåret, mens ulden på lår og hale er ringest.

Uldkvaliteten afhænger også af klima og græsningsforhold. Nogle lande er velegnede til store fårehold og producerer derfor de største mængder uld. De vigtigste uldproducerende lande er Australien, SNG, New Zealand, Argentina, Sydafrika, Uruguay og USA. Der findes også betydelige fårebestande i mange andre lande, men ulden herfra eksporteres ikke”.

”De kemiske og strukturbetingede egenskaber er fælles for alle uldsorter og hår. Ulden er en proteinfiber. Den består af keratin, som er en fællesbetegnelse for en række proteiner med små kemiske forskelle. Der er bl.a. forskel på keratinet i overfladen og i det indre af uldfiberen”. (BSHL, ”Uld”)

BSHL skriver følgende om ulds egenskaber:

Trækstyrken ligger en del under plantefibrenes, i våd tilstand taber den 10-20%.

Elasticiteten er meget høj, den højeste blandt naturfibrene.

Isoleringsevnen er ekstremt god både på grund af proteinets lave varmeledningsevne og på grund af det store luftindhold, som skyldes fibrenes krusning.

Kan optage meget vanddamp, i normalklima 14-18%, men kan optage helt op til 40% uden at føles våd. Hårståenes skælklædte overflade er vandafvisende, så vand preller af.

En af de letteste naturfibre.

Lysbestandigheden er ringe.

Risiko for angreb af forskellige keratinædende insektlarver, men kan behandles præventivt.

Den mest brandsikre naturfiber. På grund af det store indhold af vand og proteinets indhold af kvælstof brænder uld meget dårligt.

Som det eneste materiale overhovedet er uldfibre i stand til at filte, dette er betinget af fibrenes skælstruktur og krusning, jf. filt. Ved filtningen bearbejdes tekstilet eller fiberlaget mekanisk, som regel i fugtig tilstand, da fugt øger filtningsevnen. For at undgå uønsket filtning ved vask er det vigtigt at behandle ulden så lidt mekanisk som muligt (skånevask), at bruge et neutralt eller svagt surt vaskemiddel og at vaske ved lav temperatur (under 30 gr.)”

På grund af uldens mange fordelagtige egenskaber, har uldne tekstiler mangfoldige anvendelsesmuligheder, både indenfor boligtekstiler og beklædning. (BSHL, ”Uld”)

CITAT

Adresseavisen, mandag, 20. sept. 1762:

Undvigte. Et Qvinde=Menneske navnlig Karen Jørgens Datter, som under Ringsted=Tyberg Herreds Jurisdiction er tildømt at arbejde i Tugthuset 7 Aar, for 3 gange begangene Leyermaal, og desimidlertid, samt for hendes Trudsels Ord, var arrestered i Ringsted Byes nærmeste Arresthuus, har udbrudt og bortløben ---- Personen er af maadelig Statur, talede Dansk Holsteensk, var klædt i en rød Vadmels Bul, med grøn farvede uldene Ermer, og et bruunt Vadmels Skiørt, samt Træ=Skoe paa Fødderne. Adresseavisen, Mandagen den 20 Sept. 1762.

(Østergård kartotek)

FORFATTER

Birka Ringbøl Bitsch, redaktion Tove Engelhardt Mathiassen

KILDER

Termen optræder i følgende kilder: Andersen, Ellen: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Andersen kartotek]. Bonniers Store Håndarbejdsleksikon. Bd. 1 – 20. Kbh.: Bonniers Bøger A/S, 1995, [BSHL]. Den store danske, Gyldendals åbne encyklopædi. http://www.denstoredanske.dk/ (anvendt 2014), [DSD]. Juul, Bruun: Naturhistorisk, oeconomisk og technologisk Handels- og Varelexikon. Bd. 1 – 3. Kbh.: A. og S. Soldins Forlag, 1807 – 12, [Juul 1807]. Kalkar, Otto: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300 – 1700). Bd. 1-4. Kbh.1881-1907. http://www.hist.uib.no/kalkar/ (anvendt 2011 – 2013), [OTDS]. Lorenzen, Erna: Seddelkartotek. Opbevares i Den Gamle By, [Lorenzen kartotek]. Ordbog over det danske Sprog, historisk ordbog 1700 – 1950. Bd. 1 – 28, 1919-54; supplementsbind 29 – 33, 1992 - 2005. http://ordnet.dk/ (anvendt 2011 - 2013), [ODS]. Rawert, Ole Jørgen: Almindeligt Varelexicon. Bd. 1 - 2. Kbh.: V. F. Soldenfeldt, 1831 – 34, [Rawert 1831]. Østergård, Else: Seddelkartotek. Opbevares på Nationalmuseet, [Østergård kartotek].

Termen optræder ikke i: Lorenzen, Erna: Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850. Aarhus: Universitetsforlaget, 1975, [Lorenzen 1975].